I Tryllefløjten arbejder vi hver dag for at skabe de bedste rammer for jeres børn. Vores værdigrundlag er fundamentet i vores pædagogiske praksis, og det hjælper os med at sikre, at alle børn trives, udvikler sig og føler sig trygge. Vi arbejder ud fra den styrkede pædagogiske læreplan hele året og tilrettelægger hverdagen ud fra børnenes nærmeste udviklingszone – det vil sige dér, hvor de har de bedste muligheder for at lære og vokse.
I Tryllefløjten møder børnene voksne, der lytter, er opmærksomme og tager deres følelser alvorligt.
Vi tror på, at børn udvikler sig bedst, når de bliver set og hørt. Derfor arbejder vi ofte i små grupper, hvor der er plads til den enkelte, ro til fordybelse og mulighed for tæt kontakt mellem børn og voksne.
Trygge og udviklende læringsmiljøer
Vores læringsmiljøer er skabt med henblik på leg, nysgerrighed og kreativ udforskning.
Vi tilpasser aktiviteter og rum efter børnenes interesser og behov og evaluerer løbende vores praksis for at sikre, at vi altid skaber de bedste betingelser for trivsel og udvikling. Vi er åbne for forandringer og justerer, når vi kan se, at noget andet virker bedre for børnene.